Velkommen til Naturfotoskolens blog hos KameraKompagniet. Her vil du få et spændende indblik i de to professionelle naturfotografer, Lars Gejl og Uri Golman´s arbejde og hverdag i felten. Du vil finde gode tips og genveje til bedre billeder, kunne læse om vores professionelle tests af udstyr, og du vil få information om vores mange spændene kurser og fotorejser. Skulle du få lyst til at deltage, er du mere end velkommen.
Med en 500mm/4, Vr og en 1,7x telekonverter kan du ikke længere skyde skylden på grejet, når billedet eller situationen kikser. 500 mm er ideél til frihåndsoptagelser af både fugle i flugt og pattedyr i bevægelse. Med tilstrækkelig høj ISO-værdi og billedstabiliseringen slået til, er det muligt at få skarpe actionfotos helt ned på omkring en 15/sek, håndholdt. I forhold til de to lysstærke superteler på henholdsvis 400mm/2,8 og 600mm/4, som begge kun er til stativbrug grundet vægten, er 500mm det bedste allround-valg, og med telekonverteren på 1,7x forlængelsesfaktor, når du med en full-size chip, op på hele 850mm. Ganske vist sluger konverteren ca. 1,5 blænde lys, men med den nye generation af støjfri og lysfølsomme sensorer, er der ikke noget problem at kompensere for lystabet.
Billederne er alle taget med Nikon Vr 500mm/4, + TC 17E II, 1,7x.
Som fotograf går man ofte meget op i at forfølge en bestemt historie og det er selvfølgelig i høj grad, også det, det handler om. Men alt for ofte risikerer man at gå glip af den ”gode historie” fordi man er så fokuseret på sin plan og derfor glemmer at se sig omkring. Alt for ofte er det bihistorien der udvikler sig til at være den egentlige historie og det er netop sådan en oplevelse jeg lige har haft. Her var bihistorien dog bare ikke lige til at overse.
For et par uger siden skulle jeg af sted til Island for at begynde på et nyt projekt kaldet The Arctic Fox Project. Projektet handler om de påvirkninger global opvarmning har på dyr og natur i Arktis. Men da jeg stod med alt mit gear pakket og parat fik jeg pludselig et opkald fra min samarbejdspartner The Arctic Fox Center i Island. Vulkanen ved Eyjafjallajökull gletsjeren var netop gået i udbrud. Jeg var ikke sen til at ændre mine planer og to dage efter stod jeg og målte lyset på den dyb orange lava der skød knap 100 meter op i luften lige foran mig. Jeg kunne mærke varmen fra udbruddet selvom jeg var mere end 200 meter væk.
For at eksponerer udbruddet korrekt og for at få farverne med var det nødvendigt at vente til solnedgang. Billeder i dagslys gjorde den orange lava kedelig og uvirkelig men sent på dagen gav en lysmåling på selve lavagejseren muligheder for at kunne undereksponerer en smule og dermed få alle farver og nuancer med. Tidligere på dagen brændte de lyse områder ud men nu var balancen bedre. Efterhånden som solen gik ned og kom ned under skyerne lyste den himmelen op i en smuk rød farve som gav en god kontrast til de eller blå farver i skyggerne og i himmelen. Så jeg tog straks et par skud af dette fantastiske skue.
Eksponerings data: Kamera: EOS 1 Ds MkIII Objektiv: 24-70mm. L IS USM Programindstilling: M Brændevidde: 24mm. Blænde: f:5.6 Eksponeringstid: 1/400 ISO: 400
Tættere på var eksponeringen knap så svær og jeg tog et par prøveskud for at aflæse mit histogram. Her handlede det for mig om at få en lukketid der ville fryse lavaen i luften og vise de flotte farver. Efter et par forsøg var den lige i skabet og så handlede det bare om at vente på de flotte former.
Eksponerings data: Kamera: EOS 1 Ds MkIII Objektiv: 70-200mm. L IS USM Programindstilling: M Brændevidde: 153mm. Blænde: f:2.8 Eksponeringstid: 1/1000 ISO: 800
Nedkøling Efter knap tre dage på vulkanen besluttede jeg at holde igen med rævene. Flyvningen ville tage for lang tid og med den tid jeg havde tilbage var det ikke sikkert at jeg kunne nå at finde dem og få de gode billeder. Derfor valgte jeg at køre endnu længere sydpå og forsøge mig med at få nogle is billeder ved Jokullsarlon. Efter 4 timers kørsel nåede jeg ned til denne lille lagune. Et af mine mål var at finde de berømte strandede isklumper som ligger på en sort lavastrand i nærheden. Jeg nåede hurtigt frem til stranden og her lå, ganske som jeg havde håbet, masser af små klare isklumper.
Endnu engang handlede det om at vente på det rette forhold mellem lys og mørke, så jeg ventede og ventede. Efterhånden som solen gik ned kastede den sine lave stråler ned i en lav vinkel og ind i iskrystallerne. Det var tydeligt at se at isen nu skiftede farve og lyset brød sig smukt inde i de næsten rå diamantagtige former. Her var eksponeringen dog ikke så svær og jeg gik tæt på isen for at måle det gennemfaldende lys. Derefter var det bare at vælge den rette vinkel og finde mere is. Det hele varede knap 15 minutter og så forsvandt lyset og tilbage var bare en mørk strand med de nu kedeligt udseende isklumper.
Eksponerings data: Kamera: EOS 1 Ds MkIII Objektiv: 500mm. L IS USM Programindstilling: M Brændevidde: 500mm. Blænde: f:8.0Eksponeringstid: 1/125 ISO: 800
Men da jeg kom hjem blussede endnu et vulkanudbrud op og historien om vulkanen blev interessant på ny. Her havde jeg valgt en afstikker fra mit oprindelige mål, men havde ramt en sjælden historie som på ny har fået betydning. For mig at se er vulkanen et klart tegn på at vi ikke kan blive ved med at ignorerer naturen for i sidste ende er det den der bestemmer.
Uri Golman 06052010
Tips Til Bedre Makrobilleder, samt test af Nikon MicroNikkor VR 105mm/2,8
At fotografere makro, forstørre små ting op i stort format, er ofte forbundet med lange lukkertider pga. ønsket om stor dybdeskarphed i motiver der ikke er plane.
Til ubevægelige motiver er lukkertiden ligegyldig. Anvend blot et solidt stativ, blænd maksimalt ned til blænde 32 eller mere for at opnå maksimal dybdeskarphed. Slå evt. spejlet op og brug en trådudløser, så undgår du med garanti rystede billeder.
Når motiverne bevæger sig skal du altid opveje valg af blænde mod lukkertiden. Blænder du godt ned, får du måske en god dybdeskarphed, men en langsommere lukkertid og et bevægelses-uskarpt billede. Blænder du op, får du en tilpas hurtig lukkertid til at ”fryse” motivets bevægelse, men måske dække dybdeskarpheden ikke de ønskede detaljer og billedet er til skraldespanden.
Som garvet makrofotograf er jeg rigtig godt tilfreds med min over 10 år gamle og godt brugte MicroNikkor 105mm/2,8 AF. En rigtig sprød optik som har givet mange gode oplevelser og motiver. Og er det hersens nymodens VR (vibrations reduction) nu også nødvendigt til makrofotografering? Normalt kan jeg håndholde med godt resultat ned til en lukkertid på 1/15 sek. Men jeg ved, at VR på mine længere teler giver 2-3 blænder ekstra at arbejde med, forstået på den måde, at lukkertiden kan reduceres med 2-3 trin fx fra 1/125 sek til 1/15 sek.
Så forleden lånte jeg en VR 105mm af KameraKompagniet med det ene formål at teste optikken for lavest anvendelige lukkertid.
Når du fotograferer makromotiver i fri hånd er det vigtigt, at du ikke står og blafre med kamera og optik. Hold kameraet med begge hænder og tæt ind til kroppen. Støt dig gerne op ad et træ, eller læg dig ned og støt på begge albuer. Tænk også på din vejrtrækning. Når lukkertiden bliver lang vil dine hjerteslag ryste kroppen. Træk derfor vejret dybt tre gange inden eksponeringen, pust halvt ud på den sidste vejrtrækning, hold vejret og ”skyd” af. Det minimerer kroppens rystelser og du får skarpere billeder. Eksponér også i serier. Jo flere billeder i sekundet du kan tage, jo bedre. Og skyd gerne en lang serie, fyld gerne hele bufferen. Det er jo gratis og jo flere eksponeringer, jo større er chancen for, at bare et billede sidder lige i ”skabet”
Motivet med bark var det første jeg faldt over. Lyset stod lavt og føjede en anelse gultoning til det furede barklandskab. Jeg blændede maksimalt ned til blænde 36, hvilket gav en 1/10 sek på 200 ISO. Jeg gik ned på det ene knæ og støttede med den ene albue på det andet knæ og fik således god støtte. Ud af en serie på 12 billeder blev to skarpe. Men en eksponering på 1/10 sek. var ikke imponerende og berettigede ikke et skift af optik.
Videre på min korte skovtur fangede mit blik det lave modlys i tagrørenes smukke frøduske. Motivet er taget på blænde 5,6 og en 500/sek. på 200 ISO. Blot for at illustrere, at Nikon´s 105mm makro-optikker er nogle af de bedst forarbejde optikker, hvad angår kantskarphed og kontrast overhovedet. Tillige er de rigtig gode allround optikker til både landskabsudsnit og portrætter.
Inden jeg fandt mit sidste testmotiv var solen gået ned, hvilket gav optimale betingelser. Stødet af den nys fældede rødel lyste op i skovbunden og jeg startede med at blænde ned på 32, hvilket gav en flere sekunder lang lukkertid, og trods VR, selvfølgelig total rystede billeder. Trin for trin blændede jeg op indtil jeg i en serie på 27 eksponeringer på blænde 11 og 1/3 sek. på ISO 200, fik et knivskarpt billede. Støtten under eksponeringen var endda ikke optimal. Jeg måtte stå foroverbøjet med albuen på det ene knæ, for at kunne fotografere nogenlunde vinkelret på skarphedsplanet.
Resultatet taler for sig selv. 1/3 sek. håndholdt er alligevel imponerende og kan i mange situationer, hvor det ikke er muligt at bruge stativ, betyde den afgørende forskel på ingen billede, eller det ene nødvendige skarpe motiv.
Så måske ryger den gamle makrooptik alligevel snart i Den Blå Avis.
LG. 25.3.10.
Se Lyset
Brug lyset bevidst. Lad ikke tilfældighederne afgøre hvilket lys du vælger til dit motiv. Medlys er fladt, men fremhæver farver og detaljer. Modlys og sidelys skaber stemninger og pirrer fantasien. Vælg dit lys med omhu. Undgå som hovedregel det kolde og hårde lys midt på dagen, som giver kontrastfyldte motiver, der er svære at eksponerer korrekt. Vandfuglene i vågen er fotograferet lige ved solopgang i 10 graders frost. Gæs og ænder tager sig en dukkert trods kulden, og modlyset er valgt bevidst for at skabe morgen- og vinterstemning. Teknisk information: Nikon D3. Nikkor 200-400mm. F:4. + 1,4 telekonverter. Bl. 13/250 Sek. 280mm zoom. ISO 1600. LG
Vinteren i Danmark gør mig glad...
Jeg er netop ved at færdiggøre et større projekt om dyrelivet i Indien og selvom det har været super spændende og meget farverigt, kan jeg mærke hvordan norden trækker i mig. Jeg har altid, siden jeg var lille, haft et sjovt forhold til sne og kulde. Vinteren har altid været min yndlingssæson og jeg foretrækker til hver en tid sne og sol i stedet for sand og sol. Netop sne er jo ikke noget vi har så meget af herhjemme og så lige pludselig i år kom det. I store mængder er det dalet ned fra himlen og kulden har bidt sig fast. Og hold da op, hvor har jeg nydt det. De sidste par dage har jeg været ude og kigge efter fugle. Jeg kørte min sædvanlige tur rundt i området hvor jeg bor og begge ture gav gode oplevelser. Normalt ville oplevelser som disse være svære at få, men den kolde vinter og et tykt lag sne har givet fuglene svære betingelser.
Tårnfalken har svært ved at fange mus pga. sneen og må ty til større bytte som her hvor det er gået ud over en solsort.
Eksponerings data: Kamera: EOS 1 Ds MkIII Objektiv: 500mm. L IS USM Programindstilling: M Brændevidde: 500mm. Blænde: f:4.0 Eksponeringstid: 1/640 ISO: 200
Agerhønsene er nød til at søge væk fra deres skjul for at finde mad på steder hvor sneen er blæst væk og dette giver en unik chance for at komme tæt på de ellers sky fugle.
Eksponerings data: Kamera: EOS 1 Ds MkIII Objektiv: 500mm. L IS USM Programindstilling: M Brændevidde: 500mm. Blænde: f:4.0 Eksponeringstid: 1/500 ISO: 400
Eksponering af vintermotiver.
Alt for mange fotografer kommer hjem med vintermotiver, hvor sneen synes grå og beskidt. Det skyldes uvidenhed om kameraets lysmåler og eksponeringskompensation. Kameraets lysmåler er kalibreret efter mellemværdien af dagslys, svarende til en farveværdi på 18% grå. Præcis den farve findes på det 18% gråkort, der kan købes hos fotohandleren. Kortet kan med fordel bruges ved fotografering af motiver med store kontraster, samt hvor hvide motivdele er dominerende. Når lysmåleren fx rettes mod et snemotiv underbelyser den konsekvent mellem -1 og -3 blænder, og for at få den sprøde hvide tone frem, skal der derfor som minimum overeksponeres med +1 blænde. Den grå tone findes heldigvis næsten altid i umiddelbar nærhed i naturen, fx på en grå sten eller grå bark. Ved at måle lyset og eksponerer efter den mellemgrå tone, som reflekterer det samme lys som motivet, får du korrekt belyste billeder hver gang. Når du er klar over problematikken kan du med fordel anvende +/- eksponerings-korrektion. På de fleste kameramodeller er det en lille knap der trykkes ind, mens du samtidig kikker i søgeren og drejer på kommandohjulet, indtil viseren i displayet står på + 1. Det bevirker, at du manipulerer lysmåleren, og overbelyser dit motiv med dobbelt så meget lys, som angivet via automatikken, og derfor opnår et veleksponeret motiv med korrekt kontrast og farvegengivelse. Hvis skarpe reflekser eller solen indgår i motivet, kan det være nødvendigt med en overeksponering på helt op til + 3 blænder. Prøv dig frem og tjek dit histogram for hver eksponering, og slå eventuelt advarslen for overeksponering til, så du er helt sikker på, at ingen af dine motivedele ”brænder” ud.
Billedet af rødhalsen er taget på en overskyet vinterdag, liggende og håndholdt med: Nikon D3. Nikkor VR 200-400mm, F:4. + 1,4 telekonverter. ISO 1600. Bl. 8. 500/sek. Overeksponeret med 1.1/3 blænde på 200mm zoom. God fornøjelse. LG.
